fredag den 22. april 2016

Gjerrild Nordstrand Øst: 22. april 2016

Fredag d. 22. april 2016 kl. 05.40–12.00 (KO)

Vinden var fra morgenstunden 9 m/s fra nordvest, hvorfor lyden fra havet og pålandsvinden var ret kraftig ved obsposten. Sigten var til gengæld rigtig god og Anholt Vindmøllepark stod knivskarpt aftegnet ude mod øst. Havet blev derfor prioriteret fremfor baglandet og da trækket var ganske fint med en lind strøm at små flokke af havdykkere og lommer som de talrigeste grupper de første timer, virkede det som den rigtige beslutning. I alt noteredes 867 Sortænder, 53 Fløjlsænder og 31 Suler foruden en enkelt Mallemuk, der er fåtallig om foråret. Efter lokale forhold var der også et fornemt træk af Rødlommer med 56 fugle foruden to Sortlommer med en adult i sommerdragt og en 2K. Der kom også en adult Islom i sommerdragt i det nordvest-gående spor på mellemafstand kl. 06.19. Den sås hele tiden flyvende under horisonten med havet som baggrund og farverne sås ret fint. Det er årets første fund, men som vi fint demonstrerede sidste år med hele 6 fund, så er vi ved at have skudt os ind på hvor og hvornår den kan ses. Det var således en af arterne jeg havde i tankerne pga. den rigtig gode sigtbarhed kombineret med både vindstyrken og vindretningen. Morgenen bød også på et fint træk af Stormmåger, hvorfor jeg løbende tjekkede for Sorthovedet Måge. På et tidspunkt nåede jeg lige at få pulsen lidt op, men de viste sig at være en lys Stormmåge med pigmenteringsfejl. Derforuden var der ankomst af Tinksmed med en enkelt fugl trækkende vest, mens en enkelt Ringdrossel trak øst over marken. Efter de første timer kom der lidt bevægelse i rovfuglene med en Blå Kærhøg trækkende ud øst for, lidt Spurvehøge mod øst parallelt med kysten, hvilket 6 Tårnfalke ligeledes gjorde. Fire Traner forsøgte at trække ud ved Gjerrild Klint, men forlod først kysten ud for obsposten. To brune Blå Kærhøge trak ud sammen vest for obsposten, mens et mindre antal Musvåger kun lavede trækforsøg.

Trækket af rovfugle gik hurtigt helt i stå, så lidt før middag besluttede jeg at tage hjem til familien. Syd for Veggerslev fik jeg dog ud af sideruden øje på en brun kærhøg, der passerede tæt forbi mod nord. På med kikkerten og dernæst frem med kameraet, men desværre viste billederne kun fuglen bagfra. Der var derfor ikke andet at gøre end at køre retur mod Gjerrild. Heldigvis krydsede kærhøgen vejen og trak øst om Veggerslev, hvorved jeg heldigvis kom foran den igen ude øst for Veggerslev. Her lykkedes det at få bekræftet bestemmelsen og få bedre billeder inden den igen hurtig var på vej videre mod nord. Det var således årets første Steppehøg, hvorfor jeg tog tilbage til kysten for at få den fra obsposten. Den forlod kysten mod nordøst lidt øst for Gjerrild Fyr sammen med en 2K han Rørhøg, hvorefter jeg kørte hjem uden afbrydelser.

Kent Olsen
22. april 2016








Ingen kommentarer:

Send en kommentar