tirsdag den 24. november 2020

Gjerrild Nordstrand Øst, fredag d. 19. november 2020

 Fredag 19/11

Efter en nat med hård kuling fra nordvest og dalende temperaturer var der håb om både kuldetræk fra Sverige og havfugle fra Nordsøen. Vi fik førstnævnte, mens sidstnævnte desværre skuffede en smule. Vi har dog tidligere oplevet at det tager et par dage før fugle skal ud fra Kattegat igen. Fra morgenstunden kom der indtrækkende gæs og svaner, mens der over havet var pænt med alke, skalleslugere og hvinænder. Dagens første nye årsart var en længe ventet en af slagsen, en 1K Dværgmåge der trak vest i vandkanten. Taget mængden af obstimer i betragtning, så er arten overraskende fåtallig på lokaliteten. 

Dagen igennem kom der hvinænder trækkende mod nordvest og i en lille flok lykkedes det os at finde en hun-farvet Lille Skallesluger – ny art for Gjerrild Nordstrand Ø. Andre fåtallige arter var Silkehale 109 (heraf 95 i en flok ved ankomst), Bjerglærke 1 trækkende vest, Havørn 2 og Ride 24. Dagen igennem trak der, hvad der formentlig var rider NV et godt stykke ude. De var desværre for langt ude til sikker bestemmelse og da der var pænt med vesttrækkende stormmåger, så kom kun de sikre i bogen. Der er dog formentlig trukket et godt stykke over 100 fugle, da Fornæs på samme dag havde 311 fugle. 

Ellers bød dagen på flotte totaler for en række vandfugle; Sangsvane 116, Grågås 264, Canadagås 71 Bramgås 21 Sædgås 109 Hvinand 57 . På stranden rastede hele 22 Strandhjejler, to Islandske Ryler, én Stenvender og 53 Snespurve. Meget høje antal af både strandhjejle og snespurv.


1K Dværgmåge, ny årsart for lokaliteten og overraskende sjældent set her. Foto: Jonas Kjærgaard

I en flok hvinænder blev en hunfarvet lille skallesluger spottet. Ny lokalitetsart - all time.  Foto: Jonas Kjærgaard
Hvinænder og hun-farvet lille skallesluger. Foto: Jonas Kjærgaard

Mange taigasædgæs på træk. Flere flokke sås.I alt 109 talt. Foto: Jonas Kjærgaard
En flok på 53 snespurve rastede på stranden. Foto: Jonas Kjærgaard


Canadagæs. Foto: Jonas Kjærgaard

En pæn flok strandhjejle rastede på stranden og pludselig havde de en stenvender med (nederst). Foto: Jonas Kjærgaard

Strandhjejler med stenvender. Foto: Jonas Kjærgaard

En stor flok silkehaler (95) rastede i de høje granner. Her mindre udsnit. Foto: Jonas Kjærgaard

Stor skallesluger vækker altid begejstring på obsposten. Her 5 hanner. Foto: Jonas Kjærgaard

1K dværgmåge. Foto: Jonas Kjærgaard


Ingen kommentarer:

Send en kommentar