torsdag den 24. juni 2021

Forårssæson 2021

 Indledning

Igen et relativt køligt forår med vind overvejende fra vestlige og nordlige hjørner og ikke mindst hyppige vejrskift med nedbør, blæst og tilbagevendende nattefrost helt ind til slutningen af april. Kulden nåede langt ned i Europa, så ankomst og kulmination i forårstrækket for en række arter senere end normalt.  Ex. årets første Digesvale 27. april vs. 6. april  sidste år og Bysvale først 28. april vs. 12. april. Lidt varmere i de sidste dage af april og starten af maj, men stadig ofte skiftende vejr og vindretninger, således både gode dage og dage uden træk af betydning. Sæsonen sluttede dog med flot sommervejr og østenvind den første uge i juni.

Trods det kølige og skiftende vejr blev det en overraskende fin træksæson, hvor sæsontotaler for de fleste arter endte nær gennemsnit eller over gennemsnit sammenlignet med de seneste otte års tællinger - se under folder Træktotaler: http://gjerrild4ever.blogspot.com/p/2014.html

Igen fin dækning med samlet 98 observationsdage, heraf 81 dage med totaltællinger og 17 dage med periodevise tællinger eller strø-obs. Dækning i 2020 var i alt 124 observationsdage (91 totaltællinger + 33 dage med periodevise tællinger), og i 2019 107 observationsdage med 77 + 30 fordeling.   

Som altid dog vigtigst at alle dage med godt trækvejr dækkes. I år missede vi nogle af de første rigtige Musvåge-dage i slutningen af marts og nogle enkelte majdage også.

Igen en fin artsbredde med samlet 204 arter, heraf de 194 fra Nordstrand Øst. Men langt under sidste års artsbredde, hvor forårssæsonen sluttede med 217 arter noteret, heraf de 209 arter ved Nordstrand Øst.

Hvidsisken, Gjerrild Nordstrand Øst. 9. januar. Foto: JSC

Vejr og fugle

Januar – medio februar

Der blev lagt fin fra start med god dækning i januar, hvor vejret de første tre uger var kølige og grå, visse dage med let nattefrost, men temperatur mest omkring frysepunktet og første spæde trækbevægelser af gæs og lærker sås ultimo januar, men herefter længere periode med vintervejr, hård nattefrost (ned til minus 22 grader) og dagsfrost og ofte minus 10 grader i løbet af formiddagen. I denne periode pænt med rastende Sangsvaner og Gæs i Vandkæret, og ikke mindst større tiltræk af Lysbuget Knortegås, max. 14/2 1270 R.

Fra perioden bl.a. også Lille Skallesluger 4, overvintrende Havørne og Vandrefalke, mange vadefugle i området ved Stavnshoved og i trafik langs kysten med Islandsk Ryle, Almindelig Ryle, Sandløber, Stor Præstekrave (max. 24), Lapværling (op til 3 R), Bjergpiber, Rødtoppet Fuglekonge og Hvidsisken.

Medio februar – medio april

Vejromslag med første tørvejrperiode uden nattefrost fra 19 – 28/2 gav første større træk af især Gæs, især  Blisgås (464), Bramgås (876), Huldue (289), Sanglærke (2622) og Allike (5244). Herefter igen tilbagevendende frostvejr fra begyndelsen af marts til indtil 10. marts og ret blæsende med vind fra V og NV, men fra midten af marts især pænt træk af Sangsvaner > 1000 T 13 – 24/3, Gæs og ikke mindst Hedelærke. Efter 20/3 gik der endelig hul på Musvågerne, og vi fik 25-26/3 melding om mange våger, men desværre ingen dækning. 

Påsken faldt tidligt i år fra lørdag 27/3 – mandag 5/4 med dækning af 28/3 – 4/4 og var generelt en kølig omgang med vind fra nordlige - og vestlige retninger, men mest tør og nogen sol og første Fiskeørn 29/3. Kort periode med lidt lunere vejr og SV-vind, især 30-31/3 gav pænt med rovfugletræk, samt knap 10.000 Ringduer, mens finkerne med stadig lod vente på sig . Sidste dage i Påsken og indtil 17. april igen en kold periode og periodevis nattefrost, men stadig sivede kærhøge, fiskeørne, falke og > 5000 duer igennem. 

I perioden fra medio februar – medio april desuden Sølvhejre (2 fund af 3 fugle), Skestork, Tundrasædgås, Steppehøg (2 fund), Klyde, Lunde, en tidlig Ringdrossel, Rødtoppet Fuglekonge, og tre stationære par Sortstrubet Bynkefugl;  1 par Nordstrand Øst og 2 par Præsteeng. Desuden muligt yngelpar af Trane nær Langholm, men opgav desværre.

Medio april – primo juni

Trækket kom for alvor i gang med første frostfrie nætter (+4 varmegrader) og nærmest bragede løs 17-20/4 i periode med svage vinde (mest fra NØ) med flot rovfugletræk, 63.000 finker, 4500 Grønsiskener, 3000 duer, pænt med drosler og første Skovpiber (18/4). Herefter igen køligt og periodevis nattefrost og blæsende, mest vind fra nord, dog stadig flere dage med overraskende fint rovfugletræk.

De sidste dage af april og især første dage af maj tørt lidt varmere og endelig større ankomst af Afrika-trækkere, især mange Løvsangere.  Også maj var præget af skiftende vejr og vind, men på dage og/eller i tørvejrsperioder med vind fra øst- eller nordøst fint træk af rovfugle, pibere og især Gul Vipstjert og Kernebider, samt god artsbredde gennem hele maj måned. Igen nordgående fældningstræk af Canadagås og Grågås fra ultimo maj.

Sæsonen sluttede med sommervejr og østenvind og fine fugle. Og sidste obs-dag blev 9. juni, hvor kun få trækfugle blev noteret.

Gode fugle i perioden var blandt andet Islom (2 fund), Sølvhejre, Silkehejre (2 fugle), Sort Stork, Atlingand, Sort Glente (7 fugle), Hedehøg (3 fugle), Steppehøg (2 hanner), Lille Skrigeørn, Aftenfalk, Klyde (1 fund af 3 fugle), Stor Kobbersneppe, Almindelig kjove (4 fugle), Biæder (5 fund), Turteldue, Vendehals (6 fugle), Pirol (2 fugle), Græshoppesanger, Korttået Træløber (4 fugle), Rødtoppet Fuglekonge, Karmindompap og Gulirisk (4 fund af 5 fugle). 


Fiskeørn, Gjerrild Nordstrand Øst. 25. april. Foto: JSC. Et fint år med 62 fugle. 

Rovfugletrækket

Rovfugletrækket blev meget fint, hvor sæsontotaler for alle rovfugle lå over gennemsnit for sidste 8-års tællinger, på nær Sort Glente (blot 7 fugle) og decideret bundår for Fjeldvåge med blot 6 fugle. Omvendt flotte sæsontotaler for Rød Glente (418), Havørn (32), Blå Kærhøg (91), Musvåge (4089) og Dværgfalk (96) og ny års-max for Rørhøg (229) og Tårnfalk (285).

Der må sædvanligvis regnes med et vist antal gengangere for især Rød Glente, Havørn, Musvåge og 2K Rørhøg i maj.

Musvågetrækket strakte sig over lang periode med første træk ultimo februar, men gik med tilbagevendende kulde helt i stå og først igen større træk ultimo marts (> 700 fugle). 2K trækket lod vente på sig og helt usædvanligt ingen større dage i april, derimod kulmination i første uge af maj (> 1000 fugle), samt igen en lille top ultimo maj (300 fugle).

Ny rekord for Rørhøg med ankomst 23/3, kulmination primo maj med ankomst af 2K fugle og ny dags-max. 9/5 31 T. Også rekordforekomst Tårnfalk, hvor trækket kulminerede medio april – primo maj med 227 fugle (80 % af årets forekomst).

Det blev et bedre år for Hvepsevåge med 342 T (ankomst 9. maj) og et udmærket år for Steppehøg med 4 fugle, lidt usædvanligt alle hanner og rekord-tidlig ankomst 2. april. Desuden et fint år for Hedehøg (ikke årlig) med 3 fugle og glædeligt gensyn med Lille Skrigeørn (5. juni), mens Aftenfalk med kun et fund (4. juni) skuffede lidt i varmen og østenvind første uge af juni.

Kongeørn svigtede Gjerrild i år, men var forbi Nordøstdjursland, hvor en fugl blev set træk NV ved Grenå 22/3, men ikke genfundet ved Gjerrild.

 

Afrunding

Sædvanligvis ny sæson- og/eller dags-max for 15-20 arter. Og i år ingen undtagelse.

Nye sæson- og dags-max: Silkehejre (2/2), Lysbuget Knortegås (1270/1270), Troldand (21/8), Lille Skallesluger (4/3), Rørhøg (229/31), Klyde (5/3), Mudderklire (109/41), Hedelærke (116/66), Gul Vipstjert (3669/1249), Sortstrubet Bynkefugl (12/5), Korttået Træløber (5/2) og Stillits (864/76)

Ny sæson-max: Blisgås (734), Tårnfalk (285), Spætmejse (13), Kernebider (400), Allike (16.140) og ny dags-max: Rødstrubet Lom (20/3: 204)

Desuden tangering af sæson/dags-max for: Sølvhejre (4 fugle), Almindelig Kjove (4 fugle) og dags-max: Vandrefalk (17/4: 6 træk)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar