søndag den 31. januar 2016

Gjerrild Nordstrand Øst: 31. januar 2016

Da der var lidt lærker i luften i går, tænkte jeg – med udsigt til klar himmel og sol i formiddagstimerne og ingen frost – at det var forsøget værd at besøge Gjerrild. Fra morgenstunden noget blæsende og ingen lærker, så brugte mest tiden på havobs, hvor især mange vestgående Sortænder var i luften, samt Ederfugle, Toppet Skallesluger, Fløjlsand og lidt Rød-lommer. Fem Sangsvaner trak NØ – meget tidligt. Omkring 9.30 aftog vinden og solen brød for alvor i gennem, hvilket satte gang i lærker – i alt 76 V-NV – mange ude over vandet. Dagens store oplevelse blev dog en Hvidnæbbet Lom som blev opdaget mod NØ 9.52 og trak V – på halvdistance – langs kysten. Lidt overraskende første observation fra Gjerrild, med tanke på at arten formentlig overvintrer i Kattegat vest for Anholt. Øvrigt træk var Stær, Grønsisken og Lille Korsnæb, samt Grågås, hvor 4 gik N – imens øvrige fugle gik V og næppe var træk – ligesom yderligere 12 Sangsvaner.

Jørgen Staarup Christensen
31. januar 2016

Ingen kommentarer:

Send en kommentar