tirsdag den 9. marts 2021

Gjerrild, 8. marts 2021

Gjerrild, 8. Marts, Tommy Kaae


Gjerrild viste sig fra den gode side! 

Mandag d. 8. marts var dagen, da jeg ville forsøge at få lapværling, som årsart. Jonas og Emil havde haft op til 3 ved Batterivej, så det måtte jo kunne lade sig gøre, at nappe bare en enkelt.

Velankommet til lokaliteten valgte jeg at køre mod stranden og tjekke markerne på vej dertil. Godt halvvejs lettede en større flok sanglærker (jeg vil ikke garantere, at der ikke var andre arter i flokken). Flokken fortsatte mod vest, stik mod kørselsretningen, så den måtte jeg tilbage og tjekke. Men nu var jeg på vej mod stranden, så den skulle lige scannes først. Der var ingen småfugle, men et par kortnæbbede gæs og bag dem grunden til småfuglenes paniske flugt, en vandrefalk siddende på sit bytte. Det skulle vise sig at være den første af 3.

Havet og stranden blev scannet, dog uden de større overraskelser, således var det ”bedste” en gråstrubet lappedykker, det fortæller lidt om niveauet. Der var ingen småfugle, så jeg kunne lige så godt køre tilbage og gå ad hjulsporene, som jeg havde passeret inden jeg drejede mod stranden.

Gåturen gav et par agerhøns, en tårnfalk, et par lærker og et bedre kig til vandrefalken, som stadig sad på sit bytte. Jeg fik dog øje på fem småfugle, som fløj omkring grøften nede ved stranden.

Tilbage på stranden og til fods mod den sydlige grøft. Da halvdelen af vejen var tilbagelagt lettede en småfugl med et jizz, der gjorde, at jeg var nødt til at sige ”yes”. Den landede hurtigt igen og rettede sine vagtsomme øjne mod mig, mens jeg rettede kameraet mod den. Lapværlingen var i hus. Efter at være blevet foreviget, krøb fuglen langs jorden, lettede og landede i den indhegnede fold. Jeg fik et par billeder mere. Lækkert!

Jeg fik smidt et billede på ”Fugleholdet” og meldte den ud på Birdalarm, hvor den som forekomst kode fik et 6 tal, som er på linie med trane og sortgrå ryle, hvilket jeg synes er i underkanten.

Efter halvanden time på lokaliteten besluttede jeg mig for at prøve noget andet. Så jeg kørte mod fyret. Det var først, da jeg nærmede mig fyret, at der begyndte at ske noget 6 knortegås, 2 vandrefalke mere – begge siddende (den ene på bytte, den anden på nas?), sangsvaner og blandt dem 1 ad. Pibesvane. Pibesvanen blev turens malurt, da jeg ikke tog billeder af den og da jeg efter hjemkomsten kunne se, at det er 20 år siden arten sidst har rastet på lokaliteten og at det faktisk er en rimelig sjældenhed på denne lokalitet -øv. Men bortset fra dette kiks, så er Gjerrild og omegn et sted der skal dyrkes flere gange.


Lapværling, Batterivej, foto: Tommy Kaae

Lapværling, Batterivej, foto: Tommy Kaae

Kortnæbbet gås, foto: Tommy Kaae

Vandrefalk, adult, foto: Tommy Kaae

Lysbuget Knortegås, foto: Tommy Kaae


Ingen kommentarer:

Send en kommentar