Dækning
Aktivitetsniveau i forårssæsonen har været meget højt med 77
dage med totaltællinger til og med 10. juni; heraf 70 i træksæsonen fra ultimo januar
til primo juni, samt yderligere 27 dage med periodevise tællinger og/eller
kratlusk (97 dage i alt). I 2018 var tallet 55 totaltællinger i træksæsonen og 34
dage med periodevis tælling (89 dage).
Dækningen især i marts (21 dage) og april (23 dage) var god,
hvor næsten alle dage med godt trækvejr blev dækket. Omvendt blev dækningen i
maj under niveau for de seneste 6 års tællinger ved Gjerrild med kun 12
dage med totaltællinger, samt 9 dage med kratlusk og/eller periodevis tællinger.
Dette skyldes mest, at der var relativt få dage med nogenlunde trækvejr, men også manglende tid. Fra juni tre dage med totaltællinger - 1. - 3. juni - og sæsonens sidste tælling blev 3.
juni i år. Et sidste varmefremstød 4. – 6. juni blev desværre ikke dækket.
Vejr og fugle
Sæsonen blev igen
åbnet allerede de første dage i januar (1-3/1) og i år med hård vind og kuling fra
nord, som gav en fin start med ny dags-max for Nordisk Lappedykker (3), Mallemuk
(3) og Ride (341), og desuden Storkjove træk. Både januar og februar blev lunere end normalt
med vind fra vestlige retninger; dog igen køligere ultimo januar til primo februar og
periodevis nattefrost. Flere fine januar-dage gav mange Rødstrubede Lommer, Gæs,
Ænder, Stor Korsnæb, Snespurve mm. Og
Gransanger fra december fortsat på plads. Lærketrækket kom først for alvor i
gang efter frostperioden, hvor fire obs-dage mellem 10-17/2 gav > 1000 træk, og medio februar blev
usædvanlig varm med tocifrede varmegrader, så også de første finker, pænt med Grøn –
og Gråsisken, de første større antal af Allike, men også Havørn og Vandrefalk blev set træk.
Og overraskende mange Blisgæs allerede 15-16/2 (195).
Både februar og marts var præget af vestlige vinde; og ultimo
februar og starten af marts var en meget våd omgang. Samlet bød marts dog på mange fine trækdage; når vinden var i
sydvest med sædvanlige marts-arter; Musvåge, Rød Glente, Havørn, Vandrefalk, Ring- og Huldue,
Misteldrossel, Bogfinke og Grønsisken. Dog færre Sangsvaner end normalt; og sæsontotal blev kun 424 fugle.
Året bød på markant
færre Gråsiskener og Lille Korsnæb end 2018, sidstnævnte nærmest helt fraværende med kun
187 mod 5425 i 2018, imens antallet af Grønsisken har været fint med 9.597 mod
10.811 i 2018. Omvendt et udmærket år for Stor Korsnæb med 20, dog ikke på
niveau med 2018 med 68 fugle.
Ravne optrådte i
hidtil usete antal (sæsontotal 116) med kulmination primo-medio marts, flere
fugle set udtræk mod NØ, men flertallet gjorde trækforsøg og forsvandt mod vest
langs kysten. Det er formentlig primært danske ravne fra vinterpladser under spredning
til ynglepladser, men en del nåede også til Skagen i år; her primært ultimo marts.
April startede køligt,
men stort hele måneden var præget af østenvind, sol og tørvejr, men først fra
19. april varmere i vejret. Det gode trækvejr - og den gode dækning - betød en meget fin sæson for Spurvehøg, Musvåge, Fiskeørn, Glenter, Kærhøge og Tårn- og Dværgfalk. Også mange fine finkedage med 5-10.000; men
ingen større dage på > 20.000, men samlet årstotal Bog/Kvækerfinke på knap
90.000 finker er flot. Også fra medio-ulitmo april fint træk af drosler, især
Sjagger (2065) og Ringdrossel (132), Engpiber (6756) og Skovpiber (1487). Og særligt skal Citronvipstjert han (21/4) og
Jagtfalk 2K Ø (22/4) bemærkes. Begge er indsendt til SU.
Den fine dækning marts
og april betød også god årstotal for Ringdue (50.604) og Huldue (413).
Ringdue-trækket havde to toppe med medio- ultimo marts (20.800) og igen medio
april (18.700). Og selvom Trane-totalen ikke nåede sidste års ekstraordinære
481 fugle, er årstotalen på 148 næsthøjeste hidtil.
Maj startede med hård
nordvesten vind, hagl og endda slud og nattefrost. Fugletrækket gik nærmest i
stå. Og det var ligesom det aldrig rigtig kom i gang igen. Fra medio maj lidt
bedre vejr og flere dage med østenvind, men antallet af gode trækdage med østenvind forblev beskedent.
Det blev dog til en længe ventet ny Gjerrild-art med Hvidhalset Fluesnapper; en han R 12/5.
Hvepsevåge-trækket
blev hæderligt og der var flere dage med rigtigt fint småfuglefald af Afrika-trækkere,
især fine årstotaler for Bynkefugl (94), Stenpikker (97), Gærdesanger (93),
Munk (86) og Gulbug (36). Men nogen varm maj blev det aldrig, så trækket for
typiske maj-arter blev næsten alle under middel, og vi missede de gode maj-arter som
Pirol, Biæder, Blåhals, Karmindompap mfl.
Mursejler-totalen blev reddet af en enkelt god dag.
Fra især primo juni skal et rekordstort antal fældningstrækkende Canadagæs bemærkes.
Rovfugletrækket
Rovfugletrækket blev
ekstraordinært godt med ny års-max for Sort
Glente (19), Rød Glente (487), Havørn (30), Rørhøg (164), Spurvehøg
(2506), Kongeørn (3), Fiskeørn (151) og Tårnfalk (272), qua god dækning i marts og april, samt godt
trækvejr gennem næsten hele aprilmåned.
Der må regnes med et vist antal gengangere for især Rød- og
Sort Glente og Havørn, imens det sædvanlige trækforsøg af 2K Rørhøge i maj
nærmest helt udeblev. En del rovfugle når selvfølgelig til Sverige via Anholt,
og der tælles ikke dagligt på Anholt. Herfra blev der i foråret rapporteret knap 30 Røde Glenter, 5 Sorte Glenter og 7 Havørne.
Det blev et meget stor Musvåge-år
med 4706; tæt på rekord fra 1997 med 4890. De første trækkende Musvåger blev
registret ultimo februar og første større Musvåge-dag blev allerede 1/3 (121).
Primo marts var præget af frisk/hård vest- og nordvestlige vinde, som betød, at
trækket var større ved Fornæs. Fra medio marts mest svage vinde fra især sydvest
og største antal igen talt ved Gjerrild, hvor trækket kulminerede medio-ultimo marts
med ca. 2500 Musvåger; flest 30/3 678; primært returtræk mod SV. Sædvanligvis sås
kun et fåtal udtræk mod NØ og Anholt havde i perioden kun knap 100 fugle,
således må man regne med et pænt antal gengangere i perioden ved Gjerrild. Trækket af 2K fugle gør sig især normalt bemærket
medio-ultimo april; i år en top 21-30/4 med ca. 800 trækforsøg; både flere
fugle og lidt senere end normalt. I april havde Anholt ca. 500 Musvåger; fordelt på 11 observationsdage.
En fin forekomst af Kongeørn med tre fugle (tangering af
sæson-rekord fra 1992). Første fugl var en 2K, som blev set 14-17/3 ved
Gjerrild; og 18/3 ved Mejlgaard. Fra 11-21/4 blev 3K fugl set flere gange (også
15/4 ved Fornæs) og det er formentlig denne som ses 22-28/4 på Anholt. Fra medio maj igen en 2K i området; set 13/5
og igen 23/5 ved Gjerrild og flere gange ved Hemmed. Sidstnævnte var
tilsyneladende ringmærket og muligvis en ungfugl fra Lille Vildmose.
For øvrige rovfugle fine årstotaler for Blå Kærhøg (65),
Steppehøg (2-3), Duehøg (6), Fjeldvåge (36), Dværgfalk (82) og Vandrefalk (41).
Hvepsevåge totalen varierer meget
fra år til år og med det dårlige majvejr in minde er 235 ganske hæderligt; ligeså
for Lærkefalk med 37, samt Aftenfalk 2. Igen i år en Lille Skrigeørn 23/5 (under behandling af DKU), imens Hedehøg ikke blev registreret.
Afrunding
Samlet en meget flot forårs-sæson med 194 arter fra Gjerrild Nordstrand; heraf de 189 fra Nordstrand Øst; og ny sæson - og/eller - dags-max for 35 arter.
Nye sæson- og
dags-max for Mallemuk(6/3), Blisgås (277/154), Canadagås (449/274), Skeand
(9/5), Havørn (30/4), Storkjove (3/2), Ride (361/341) og Ravn (116/32).
Nye sæson max for
Rødstrubet Lom (1054), Sortstrubet Lom (40), Toppet Lappedykker (97),
Gråstrubet Lappedykker (35), Sule (3720), Sølvhejre
(2), Tundrasædgås (18), Kortnæbbet
Gås (493), Toppet Skallesluger (1649), Sort
Glente (19), Rød Glente (487), Havørn (30), Rørhøg (164), Spurvehøg (2506),
Kongeørn (3), Fiskeørn (151) og Tårnfalk
(272), Strandskade (369), Stor Præstekrave (101), Sandløber (512), Almindelig
Ryle (224), Mudderklire (67), Bjergvipstjert (100), Rødtoppet Fuglekonge (6), Sortstrubet
Bynkefugl (3) og ny
dags-max for Nordisk Lappedykker (2/1: 3 T) og Nattergal (18/5: 4)
Udover ovenstående blev følgende fine arter observeret i
foråret: Islom (4 fugle), Vagtel (1 fugl), Klyde (10. fund), Pomeransfugl (1 fugl), Dværgterne (2 fugle), Sortspætte,
Grønspætte (3-4 fugle), Vendehals (5 fugle) og Gulirisk (4 fugle).