fredag den 1. marts 2019

Gjerrild Nordstrand Øst 1. marts (6.45 - 13.00; JSC + MST fra kl. 09.00)

Så blev det endelig marts.

Temperaturen fra morgenstunden var omkring frysepunktet; og der var tåge/dis inde over land, imens sigtbarheden ude over vandet var overraskende god, med lave skyer og næsten synlig horisont. Stort set vindstille de første par timer, og skydække 6/8. Fra ca. 8.30 svag kølig vind fra NØ med opklaring og skydække 2-3/8 og efterhånden utrolig sigtbarhed, hvor vindmøller både mod Anholt og mod Overgårds dige stod meget klart. Nogen varm dag blev det aldrig (max. 5 grader).

Allerede ved ankomst ved parkeringsplads kunne man høre mange finkekald (bog- og kvæker), samt grønsiskener. Og mellem 7.00-8.00 et fint træk med især mange Grøn- og Gråsiskener, Blåmejser, samt finker. Samlet blev det en udmærket dag med Grønsisken (534), Gråsisken (415), Blåmejse (92), Musvit (16), Halemejse (15), Grønirisk (26) og Bog/Kvækerfinke (815), hvor andel af Kvækerfinker - især den første time - var overraskende høj på dette tidlige tidspunkt af året; min. 50% af finkerne. Også lidt Misteldrossel (9), Stær (13), Rørspurv (3), Snespurv (1), Tornirisk (6), Bjergirisk (1), samt årets første trækkende Sortmejse (2), Skovspurv (1), Jernspurv (2) og Kernebider (1). Desuden Stor Korsnæb 5 + 3 kort efter hinanden - opdaget på kald - og første fugle i en lidt spredt flok samtidig med mange finker og siskener, så muligvis flere, men kun fem kunne spottes. Færre Sanglærker end de forrige dage med kun 34, primært træk V. Endnu for tidligt til Ringduer, og kun få Hulduer (8). Der blev talt overraskende få Alliker (101), imens det blev en god dag for Ravn, hvor 6 trak målrettet NØ, imens yderligere 8 gjorde trækforsøg; kom målrettet og gik højt, men fortrød.

Fra havsiden skal Grågås 22 N, Bramgås 15 T, Havlit 1, Sortstrubet Lom 1 Ø og Rødstrubet Lom 36, primært Ø, nævnes.

De første Musvåge var på vingerne lidt sent omkring 10.30; men hurtigt første større skrue mod SV over sommerhuse med > 40 fugle; og fra 10.45-11.15 trak ialt 68 Ø. Også tre Røde Glenter sammen med Musvåger mod øst.
Herefter mindre skruer også mod øst på 6 + 6 + 7. Efter en ½ time uden Musvåger igen en skrue på ca. 25 fugle mod SV, men de forsvandt retur, men blot 10 min. senere kom 34 Ø på snor langs kysten fra "gammel Nordstrand" og var formentlig disse fugle. De lignende nogle som ville NØ, men gik igen Ø-SØ over sommerhuse. Samlet 121 trækforsøgende i dag, hvilket er ganske pænt tidspunktet taget i betragtning. To Røde Glenter mere fra vest mod sydøst, så ialt 5 trækforsøg hertil morgen.

Bramgæs mod øst langt ude over vandet. Foto: JSC

Misteldrossel mod nordøst  ude over vandet. Foto: JSC

 Sædvanligvis hundredevis af Skarve i trafik, nu flertallet i sommerdragt. Foto: JSC


                Pænt med træk- og trækforsøgende Ravn i dag. Her to træk højt NØ. Foto: JSC

Ingen kommentarer:

Send en kommentar