søndag den 22. juni 2025

Efterårssæsonstart 21. - 22. juni

Efterår! Trækkende Storspover. Nordstrand Øst. 21. juni. Foto: JSC

Vi flytter fra forår til efterår fra 15. juni, da de dominerende trækbevægelser er de første returtrækkende vadefugle og fældningstræk af havænder. 

21. juni (JSC)

Svag til let vind fra sydvest, senere mellem vestsydvest og vest, periodevis ret blæsende. Først på morgen skyet mod nordøst og først sol fra 07.30-tiden, men herefter solrigt og få skyer 1-2/8. 12 gr. fra morgenstund, men op til 18 gr., og god sigt + 20 km. 

Nordstrand Øst (obs fra bænk v Birtevej) 04.30 - 09.30: Der er ofte lidt langt mellem fuglene på dette tidspunkt af året og i dag ingen undtagelse, men flere fine arter kom i bogen. 

Første nordvestgående fældningstræk af Sortand med 368 og Fløjlsand 61. Over vandet bl.a. Rødstrubet lom 1, Sortstrubet lom 1, Fiskehejre 7 indtræk, Hvinand 2 og Tejst 1. Det første vadefugletræk var som ventet Storspove 21, men også Vibe 3, Almindelig ryle 2 og Strandskade 10. 

Mest bemærkelsesværdigt var Blå Kærhøg 1 brun træk nord (hidtil seneste trækfugl og hører reelt med i forårstotalen), Rovterne 1 ad. træk vest (kun 6. fund fra Gjerrild) og Sorthovedet Måge 1 2K træk vest, samt Almindelig Kjove 2 træk nordvest (05.55 mørkform, 06.13 mellemform). 

Desuden mange Mursejler med 162, først indtræk langt ude fra havet, senere mere vestgående over vandet. Tænker det er for tidligt til sydtræk, så nok mere fourageringstræk. Også en Kvækerfinke i lille flok Bogfinker, og nok fuglen fra Pinsen, som stadig er på plads. 

22. juni (JSC)

Fra solopgang stille brise fra sydvest, men skiftede hurtigt til sydøst. Periodevis næsten vindstille og først lidt mere vind fra 08.30. Først sol, men senere skiftende skydække, dog stadig solrigt, fra 15->22 gr., god sigt + 20 km, men til sidst ret flimrende horisontlinje.  

Nordstrand Øst (obs fra bænk v Birtevej) 04.40 - 09.30: Mindre vind, så det blev en meget stille dag. 

Fældningstræk af Sortand var 596, men i dag kun få  Fløjlsand 12. Over vandet bl.a. Rødstrubet lom 1, Sortstrubet lom 1, Canadagås 2, Krikand 7, Fiskehejre 5, Hvinand 7 og første Fjordterne, samt rastende Splitterner. Vadefugletræk var Storspove 19, Strandskade 9, Hjejle 2 (meget tidligt), Rødben 1 og Hvidklire 1.  

Fra dagen desuden bl.a. Hvepsevåge 2 (en territoriehævdende) over Hemmed Plantage, Stor Flagspætte 1 trækforsøg, Lille korsnæb 4 Ø og ikke mindst Karmindompap 1, først sy blot en strofe tæt på lige bag obs-post fra sommerhusområde, og 10-12 min mod øst fra lille skov s.f. P-plads.  Arten er efterhånden blevet ret sjælden ved Gjerrild. 

Og Kvækerfinken var fortsat på plads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar