søndag den 14. juni 2026

Forårssæson 2026

Forårssæson 2026

Dækning var igen fin med samlet 90 observationsdage mod et gennemsnit på 96 de seneste ti år. Trækket i 2026 var væsentligt bedre end et meget sløjt 2025, og træktotaler for flertallet af alle arter lå tæt på gennemsnit, men rovfugletrækket imponerede ikke og sæsontotaler for næsten alle arter lå under gennemsnit, bortset fra Rød Glente og Havørn. 

Artsbredden var med 192 arter, heraf 186 fra den primære obs-post ved Nordstrand Øst, igen på et mere normalt niveau i forhold til 2025. Der blev noteret nye max-tal (sæson- og/eller dags-max) for syv arter, hvilket var lavere end normalt for sæsoner med god dækning.

Antal observationsdage fra 2013 til 2026.

Dækning

De 90 observationsdage var fordelt med 72 obs-dage med totaltælling og 18 dage med strø-obs. Antallet af dage med heldagsdækning var i år væsentligt bedre med 13 dage. Observationsdage med totaltælling per måned var januar 4, februar 1, marts 23, april 22, maj 19 og juni 3, hvor dækning i januar og februar var usædvanligt lavt grundet vintervejr med sne og frost.   

Antallet af ”faste” observatører med > 10 obs-dage var igen år kun tre observatører og antal af ornitologer med > 1 obs-dag var seks observatører.  Herudover var der besøg af knap 25 ornitologer.

Vejr og fugletræk

Januar og februar var præget af vintervejr med nattefrost. Året startede med snedække, det blev lidt lunere medio januar med plusgrader i dagtimer, men fra ultimo januar til ultimo februar kom en lang periode dagsfrost. Især fra primo februar var der flere større snefald, som betød at landet var dækket af sne indtil de sidste dage af februar.

Første dag uden dagsfrost blev 24. februar og første trækdag kom 26. februar med fine tal for især gæs, Hulduer og Sanglærker. Vejret i hele foråret fra marts til maj var solrigt og nedbørsfattigt. Vind kom overvejende fra vestlige og sydlige retninger og kun få dage med østenvind. Marts og april var generelt kølige og første varme kom primo maj og igen nogle dage ultimo maj og primo juni, hvor der desværre manglede dækning primo juni.  

I foråret var der på dage med sydvind ofte et fint træk, hvor især et fint mejsetræk primo marts var bemærkelsesværdigt. Musvågetrækket var relativt beskedent med lille kulmination medio marts, men vestenvind skubbede våger til Fornæs.

De få østenvindsdage især i april gav færre kærhøge og Fiskeørne end normalt. Også finketrækket var beskedent, mens træk af duer, drosler og vipstjerter var over gennemsnit.  

Vandfugletæk mm. 

Fra midten af januar til de første dage af februar var der ikke snedække, som betød pæne antal for rastede gæs i baglandet (Vandkæret og Gjerrild Sø). Max-tal var Grågås 697, Canadagås 72, Blisgås 34, Bramgås 90 og 25/1 31 Tajgasædgås, som var største rastende flok hidtil fra Gjerrild. Ved årsskiftet taltes mange Lysbuget Knortegås med 1/1 250, mens der kun var få Sangsvaner, max 25/1 72.

Forårstræk af Sangsvaner, Gæs og Havænder varierer en del fra år til år, men lå generelt tæt på gennemsnit. Træk af svømmeænder og vadefugle var som altid meget beskedent, dog ny sæson-max for Vibe (749) og Tinksmed (56), samt pænt med Mudderklire 80 (2. højeste). Igen skal landets største vinterflok af Stor Præstekrave bemærkes med op til 30 fugle på plads i januar. 

Rovfugletrækket 

Bortset fra Rød Glente (463) og Havørn (50, ny sæson-max) lå sæsontotaler under gennemsnit. Og mest bemærkelsesværdigt blev Fjeldvåge for første gang slet ikke noteret. Der var rimelige sæsontotaler for Rørhøg (107), Duehøg (6), Tårnfalk (131) og Dværgfalk (47), mens de senere års fremgang for Vandrefalk tog en skuffede drejning nedad med kun 11 fugle mod 27 fugle i 2025 og 19 i 2024 og blev det laveste antal siden 2013. Af sjældnere rovfugle sås Kongeørn (2), Steppehøg (1), Hedehøg (1) og Aftenfalk (1), mens Lille Skrigeørn ikke blev observeret. 


Træk af Musvåge 2026 fordelt på ti-dagsperioder

Trækket af Musvåge blev med 2545 fugle mod et gennemsnit 3652 de seneste 10 år lavere end normalt. Især trækket af adult i marts skuffende, hvor der kun var fire dage med > 100 våge, flest 22/3 med 152, da vestenvind i perioden skubbede flertallet af trækfuglene til Fornæs. Omvendt blev træk/trækforsøg af 2K fugle medio-ultimo april på normalt niveau, hvor største dag var 20/4 med 307 fugle. 


Træk af Rød Glente 2026 fordelt på ti-dagsperioder

Med 463 Rød Glenter blev året det fjerde største hidtil. Kulmination af Rød Glente varierer en del fra år til år og i 2026 blev der noteret mange Glenter medio april til medio maj, som formentligt primært var ikke-ynglende/2K trækforsøgende fugle, hvorfor årstotalen sandsynligvis indeholder en del gengangere. Største dag blev 1/5 med 29 Glenter. 

Due- og småfugletrækket

Due- og småfugletrækket var for flertallet af alle arter tæt på gennemsnit, dog blev sæsontotaler for Allike, Bog/Kvækerfinke, Grønsisken og Landsvale i den lave ende, og Mursejler og Broget Fluesnapper var nærmest helt fraværende. Da Alliketrækket oftest kulminerer i februar, er fuglene muligvis – trods frostvejr – trukket til normal tid, mens der ikke var dækning ved Gjerrild.

Omvendt var trækket for duer ganske fint med 34.334 Ringduer og Huldue 594 (3. højeste), og ligeså for drosler og vipstjerter, især Sang/Vindrossel 851 (hidtil højeste antal) og Hvid Vipstjert 1011, samt ikke mindst Blåmejse 4170 (2. højeste) og Musvit 651 (2. højeste).

Der var også fine sæsontotaler for Hedelærke (141; 4. højeste), Stenpikker 150 (2. højeste), Ravn (171, ny sæson-max), Tornirisk (1573; 3. højeste) og Rørspurv 829 (ny sæson-max). Lapværlinger som/  ankom i november var stadig på plads indtil 18/1 med 1-6 fugle.  

Afslutning

Nye sæson- og dagsmax blev noteret for Tajgasædgås (31 + 25/1: 31), Tinksmed (56 + 1/5: 22), Ravn (171 + 14/3: 58). Herudover nye sæson-max for Havørn (50), Vibe (751) og Rørspurv (829), og ny dagsmax blev noteret for Blåmejse 5/3 1282. Desuden hidtil tidligste ankomst af Skovsanger 12/4 og Vagtel 3/5.

Selvom artsbredden var ganske fin, kom flere fåtallige, men regelmæssige arter som fx Nilgås, Sølvhejre, Bjergand og Fjeldvåge ikke i bogen, men omvendt var 2026 et fint år for de såkaldte ”maj-arter”.   

Bemærkelsesværdige fund fra året var Islom (1), Nordisk Lappedykker (1), Silkehejre (1), Sort Stork (1), Taffeland (3), Pomeransfugl (1), Vagtel (4), Steppehøg (1), Hedehøg (1), Kongeørn (2), Aftenfalk (1), Natravn (1), Rødstrubet Piber (1), Ringdrossel (71), Græshoppesanger (1), Sivsanger (5), Lille Fluesnapper (1), Pirol (1), Isfugl (1), Gulirisk (1), Karmindompap (2) og Lapværling (6).. Og igen i år et ynglepar af Sortstrubet Bynkefugl ved Nordstrand Øst. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar